Odsherred Kommune har i samarbejde med Region Sjælland fået udarbejdet en sundhedsprofil for kommunen. Profilen afdækker en række forhold om borgernes sundhedstilstand med hensyn til sygdom, livskvalitet og livsstilsforhold.
Den samlede rapport kan du finde på www.regionsjaelland.dk/sundhedsprofil.
Oplysninger i forhold til data fordelt på køn og alder finder du imidlertid i mini-sundhedsprofil for Odsherred Kommune -
Hvordan har du det (PDF 3 MB).
Sammenfatning
Borgerne i Odsherred Kommune adskiller sig på visse områder fra regionsgennemsnittet. Der er flere, der har en usund livsstil i forhold til især rygning og risikabel alkoholadfærd. Der er således 28 procent af borgerne i Odsherred Kommune, der er dagligrygere, mens regionsgennemsnittet er på 23 procent, og der er 25 procent af borgerne, der har en risikabel alkoholadfærd mod et regionsgennemsnit på 22 procent.
I forhold til fysisk aktivitet er borgerne og især kvinderne i Odsherred Kommune lidt mindre fysisk aktive end regionsgennemsnittet. Samlet er der lidt flere borgere i Odsherred Kommune, der har usunde madvaner end regionsgennemsnittet. Andelen er således højere for borgere med kort og lang videregående uddannelse, mens andelen af borgere med en mellemlang videregående uddannelse, der spiser usundt, er lavere end regionsgennemsnittet for borgere med en mellemlang videregående uddannelse.
Den usunde livsstil i Odsherred Kommune medfører, at andelen af overvægtige og svært overvægtige er lidt højere i Odsherred Kommune end regionsgennemsnittet. Der er således 36 procent moderat overvægtige og 17 procent svært overvægtige, mens de tilsvarende tal for regionsgennemsnittet er på 35 og 16 procent.
Andele af borgere i Odsherred Kommune med usunde vaner inden for fysisk aktivitet og kost, der ønsker at ændre vaner er lavere end i regionen som helhed. Andelen, der har modtaget tilbud eller information fra egen læge om rygning er lavere, mens andelen med risikabel alkoholadfærd i Odsherred Kommune, der har fået information eller tilbud hos egen læge er højere end regionsgennemsnittet.
Det er derfor heller ikke overraskende, at der er flere i Odsherred Kommune, der anser deres helbred til at være mindre godt eller dårligt end i regionen som helhed. Desuden er de fleste kroniske sygdomme hyppigere i Odsherred Kommune end i regionen som helhed. Undtagelserne er allergi og forbigående psykiske sygdomme.
Det er kendetegnende for borgere i Odsherred Kommune med mindst tre kroniske sygdomme, at de har sværere ved at klare daglige gøremål end regionsgennemsnittet.