Kort og godt
1. januar 2007 indførte Odsherred Kommune en tømningsordning for alle ejendomme, der ikke er tilsluttet kloaknettet. Alle ejendomme i sommerhusområder og i det åbne land med bundfældningstanke (septiktank/trixtank) og samletanke er omfattet af ordningen.
Serviceydelser og kvalitet
Det er Odsherred Forsyning A/S, der står for tømningen af tankene og bortskaffelse af slammet.
Formålet er at forbedre vandmiljøet i Odsherred Kommune (rent drikkevand, flere fisk i vandløbene, rene søer og rent badevand).
Regelmæssig tømning af hustanke er nødvendigt for at sikre, at tankene fungerer optimalt og virker efter hensigten, så slam ikke fortsætter ud i dræn og vandløb.
Slammet fra tankene behandles og renses i Forsyningens renseanlæg på miljømæssig forsvarlig måde. Septiktanke og samletanke tømmes systematisk, og slammet transporteres til renseanlæg til videre behandling.
- Forsyningen står for tømningsplanen og information. Helårstanke og sommerhuse med helårsstatus tømmes hvert år. Det sker i januar-marts og november-december måned. Sommerhustanke tømmes fra april til november.
Der skal minimum gå ¾ år, og der kan max gå 1½ år mellem de helårlige tømninger. Sommerhustanke tømmes hvert 3 år. Der kan gå op til 3½ år imellem. Der kan også ske tømning efter kun 2 år, men uden ekstra betaling.
Ved overgang til kloak tømmes en ekstra gang for årets tømningsbidrag – på et tidspunkt grundejeren selv kan bestemme – med en uge varsel.
- Samletanke tømmes efter bestilling fra kunder i Odsherred inden 24 timer. I juli og en del af august tømmes især samletanke.
- Forsyningen foretager ekstra ydelser mod ekstra betaling. Køkkenbrønd tømmes uden beregning, hvis den er markeret tydeligt og nær hustanken. Det skal meddeles Forsyningen, så ydelsen er registreret.
- Taksterne besluttes af Forsyningen. I taksterne indgår betaling for behandling af spildevandsslam på renseanlægget. Det er således, at hvis man får foretaget en ekstra tømning af en privat entreprenør er der betalt for behandlingen af slammet på renseanlægget.
I samme takst indgår betaling til vandværker for vandmåleraflæsning, som bruges i forbindelse med indberetning af vandforbrug til statsafgifter, samt udgifter til udsendelse af regning og trykning af folderinformation.
Betaling
Det er grundejerne, der skal betale for tømning og bortskaffelse af slam fra bundfældnings- og samletanke.
Den enkelte grundejer skal være opmærksom på, hvornår Forsyningens slamsuger kommer, fordi det er grundejerens ansvar at dækslet til tanken er frit tilgængeligt. Det er fra 1. januar 2008 et krav, at dæksler føres til terræn, både på eksisterende tanke og ved nyanlæg.
Det er ikke nødvendigt, at du som ejer er tilstede ved tømningen.
Afbrækkede T-stykker i septiktanken som ikke opdages, forårsager at sivedrænene vil stoppe til, og dermed at vandløbene bliver belastet. For at undgå det, skal T-stykker og siveanlæg være i orden.
Hvornår tømmes tanken?
Du kan i tømningsplanerne for 2011 se, hvornår vi kommer på din vej. Vær opmærksom på, at vi pga. vejret eller andre omstændigheder godt kan være lidt bagefter med tømningen.
I forbindelse med at vi tømmer tanken, er det muligt at bestille tømning af køkkenbrønd og andre ekstraydelser som fx tømning af sivebrønd og spuling af systemet. Alle former for ekstraydelser skal helst bestilles 14 dage før første dag i tømningsugen.
Samletanke tømmes efter bestilling. Tømninger bestilt inden kl. 11 foretages så vidt muligt inden for 24 timer. Kontakt Odsherred Forsyning på 70 12 00 49. Kontoret er åbent fra:
Mandag-torsdag 8.30-14.00
Fredag 8.30-12.00
slam@odsherredforsyning.dk
Lørdag, søndag og helligdage (kun for akuttømninger af samletanke) 8.00-11.00
Det koster 100 % ekstra, hvis:
Du bestiller efter kl. 11 og du vil have tømt samme dag
Du skal have tømt i weekender eller på helligdage
Ekstratømning af bundfældningstanke
Odsherred Forsyning foretager ikke ekstratømninger fra 1. januar 2008. Vi henviser til brug af private entreprenører, hvis du ønsker en ekstra tømning af din bundfældningstank.
Priser/satser
Størrelsen af det faste bidrag til tømningsordningen afhænger af, om ejendommen er tilsluttet en samletank eller en bundfældningstank (en bundfældningstank kaldes også for en hustank, en septiktank eller en trixtank).
Under
takster i menuen kan du finde prisen på det faste bidrag for netop din type spildevandsanlæg. Det faste bidrag for henholdsvis samletanke og bundfældningstanke opkræves af Odsherred Forsyning.
Kontakt
Har du spørgsmål, så kontakt tømningsordningen på 70 12 00 49.
Klagemuligheder
Du kan ikke klage over Byrådets beslutning om tømningsordningen til anden administrativ myndighed.