Sitemap Tekstversion Forstør tekst Formindsk tekst Få siden læst op Udskriv Søg
Foto: Tony Holmstrøm Larsen
 
Forside > Bliv brandmand

Bliv brandmand

Grunduddannelse

Formålet med grunduddannelsen er, at uddanne deltageren til at kunne fungere som hjælper på et slukningstog. Det vil sige, at man kan bistå i slukningsarbejdet ved strålerørs-, stigrørs- og skumudlægning, samt indgå i arbejde med transport af vand i forbindelse med brug af slangetender og tankvogn.

Som hjælper er man ikke uddannet som røgdykker, og man må ikke deltage i slukningsarbejde i røgfyldte rum m.v. Som hjælper skal man endvidere ved uheld med farlige stoffer kunne løse opgaver uden for "den indre afspærring". Man må således ikke have opgaver i det farligste område.

Funktionsuddannelse

Tidligst 1 år efter at man har gennemført en grunduddannelse kan funktionsuddannelsen, der varer 111 timer, påbegyndes. Uddannelsen skal dog påbegyndes på et så tidligt tidspunkt, at den kan være afsluttet senest 3 år efter grunduddannelsens påbegyndelse.

Formålet med uddannelsen er, at deltageren skal kunne fungere som selvstændig på et slukningstog. Funktionsuddannelsen afsluttes med en skriftlig og en mundtlig/ praktisk prøve. Når funktionsuddannelsen er bestået, må brandmanden udføre alle opgaver på slukningstoget og virke som røg- og kemikaliedykker.

Fælles og supplerende uddannelse

Efter funktionsuddannelsen er der yderligere 57 timers uddannelse, der skal gennemføres, nemlig fællesuddannelsen: 20 timers "Førstehjælp" og 37 timers "Supplerende funktionsuddannelse, brand - REDNING".

Formålet med "Supplerende funktionsuddannelse brand - REDNING" er at sætte brandmanden i stand til at løse redningsopgaver, såsom frigørelse af fastklemte ved bilulykker.

Der er ingen tidsmæssige krav om, hvornår uddannelserne efter funktionsuddannelsen skal påbegyndes. Der bør dog højst gå 1 år mellem uddannelserne af hensyn til færdiggørelsen af brandmandens uddannelse.

Vedligeholdelse af uddannelsen

For at vedligeholde brandmandens uddannelse gennemføres der årligt mindst 12 øvelser af 2 timers varighed. Hvis en brandmand ikke har fungeret som brandmand i 5 år, er uddannelsen forældet, og han skal gennemgå en ny uddannelse for at kunne genoptage arbejdet.

Hjælpeinstruktør

Uddannelsen, der ikke kræver særlige uddannelsesmæssige forudsætninger, gennemføres som 5 dages internatkursus på Bernstorff Slot, Beredskabsstyrelsens Center for Lederuddannelse som en vekslen mellem teori og instruktionsvirksomhed, hvor deltageren bl.a. virker som instruktører i mindre lektioner ved anvendelse af de grundlæggende undervisningsformer.

Ved uddannelsens afslutning gennemføres en mundtlig/praktisk prøve. Uddannelsen giver deltageren adgang til at fungere som hjælpeinstruktør, når der efterfølgende tillige er bestået en holdlederuddannelse.

Holdleder BRAND

Forudsætninger for uddannelsen:

For at blive optaget på holdlederuddannelsen skal den samlede brandmandsuddannelse være gennemført, hvis man efterfølgende ønsker at kunne virke som holdleder i det daglige beredskab.

Herudover forudsættes at kurset "Hjælpeinstruktør" på 37 timer er gennemført og bestået inden holdlederuddannelsens begyndelse. Hjælpeinstruktøruddannelsen beskrives senere.

Overgangsbestemmelser

Fælles og supplerende uddannelser trådte i kraft for brandmænd, der begyndte deres uddannelse efter 1. januar 1998. For alle brandmænd gælder det, at de i en overgangsperiode indtil udgangen af 2002 kan optages på "Holdleder BRAND" med en gennemgået og bestået "Funktionsuddannelse BRAND". Fælles og supplerende uddannelse skal for brandmænd, der har påbegyndt uddannelsen 1. januar 1998 eller senere, efterfølgende gennemføres.

Fra udgangen af 2002 skal den Fælles- og supplerende uddannelse være gennemgået og bestået inden brandmanden kan indstilles til kurset "Holdleder BRAND".

Kurset varer 25 dage og gennemføres som internatkursus med en 1. del på 10 dage og en 2. del på 15 dage. Kurset gennemføres på Beredskabsstyrelsens Tekniske Skole i Tinglev, som en vekslen mellem teoretisk undervisning og løsning af praktiske, taktiske og operative opgaver.

På kurset indgår bl.a. emner som slukningsteknik og -taktik, indsættelse af røgdykkere, kendskab til farlige stoffer samt indsatsledelse og føring af et slukningstog under meget realistiske brand- og indsatsøvelser.

Kurset henvender sig til såvel hel- og deltidsansatte som frivillige i redningsberedskabet , der skal kunne virke som holdledere, dvs. som fører af et slukningstog . Holdlederen, som er underlagt en indsatsleder, er leder af det praktiske arbejde på et skadested, hvorfor deltagerne skal have gode samarbejds- og lederevner samt kunne stå for et psykisk pres under krævende indsatser.

Efter uddannelsen kan holdlederen - i kraft af hjælpeinstruktøruddannelsen - indgå i uddannelsen af nye brandmænd.

Kompetencen som holdleder bortfalder, hvis man ikke har været beskæftiget med opgaver i redningsberedskabet i 5 år.

Faginstruktør

Uddannelsen, der kræver en bestået hjælpeinstruktøruddannelse, gennemføres som 15 dages internatkursus på Bernstorff Slot, Beredskabsstyrelsens Center for Lederuddannelse som en vekslen mellem teori og instruktionsvirksomhed.

Deltageren virker bl.a. som instruktør i lektioner ved anvendelse af alle de anerkendte undervisningsformer og hjælpemidler. Uddannelsen omfatter endvidere uddannelsesplanlægningsmæssige teorier, så deltageren efter uddannelsens afslutning selv kan planlægge uddannelser og herunder udfærdige fagplaner m.v. og foretage tværfaglig koordinering.

Ved uddannelsens afslutning gennemføres en mundtlig/praktisk prøve, der giver deltageren adgang til at fungere som uddannelsesansvarlig ved et kommunalt redningsberedskab.

Førstehjælpsinstruktør

Uddannelsen, der forudsætter en bestået faginstruktøruddannelse, gennemføres som et 5 dages internatkursus på Bernstorff Slot, Beredskabsstyrelsens Center for Lederuddannelse. Det kræves endvidere, at deltagerne har gennemført et 30 timers "Udvidet kursus i førstehjælp", og det må på tidspunktet for instruktøruddannelsen ikke være mere end 3 år siden at uddannelsen blev gennemført eller vedligeholdt.

Uddannelsen, der er tilrettelagt som en overbygning på en voksenpædagogisk/faginstruktørmæssig baggrund, tilfører deltagerne viden om biologiske og anatomiske forhold, der har betydning for gennemførelse af en korrekt førstehjælpsundervisning. Uddannelsen omfatter anvendelsen af de godkendte uddannelsesplaner og de tekniske hjælpemidler.

Kompetencen som førstehjælpsinstruktør bortfalder, hvis uddannelsen ikke er vedligeholdt i 3 år.

Røgdykkerinstruktør

Det er en forudsætning for optagelse, at deltagerne har bestået "Holdlederuddannelse BRAND". Uddannelsen varer 3 dage og gennemføres som internatkursus på Beredskabsstyrelsens Tekniske Skole i Tinglev.

Efter røgdykkerinstruktørkurset har deltageren kompetence til at være instruktør ved uddannelse af røgdykkere og afholdelse af øvelser i brandhus m.v. Undervisningen gennemføres med en vekslen mellem teori og løsning af praktiske opgaver.

Deltageren lærer bl.a. om sikkerheds- og markeringsbestemmelser, røgdykkermateriel samt tilrettelæggelse af og gennemførelse af øvelser i brandhus. Dette instruktørarbejde er fysisk krævende og forudsætter endvidere gode samarbejds- og lederevner. Deltagerne i uddannelsen skal desuden kunne bevare ro og overblik under det fysiske arbejde.

Instruktør i "Brandforløb og overtænding"

Det er en forudsætning for optagelse, at deltageren har en gyldig uddannelse som holdleder BRAND, og at man har bestået kurset "Røgdykkerinstruktør".

Uddannelsen varer 3 dage og gennemføres som internatkursus på Beredskabsstyrelsens Tekniske Skole i Tinglev.

Efter uddannelsen har deltageren kompetence til at kunne virke som instruktør i overtænding og brandforløb under anvendelse af overtændingscontainer. Uddannelsen gennemføres som en vekslen mellem teori og praktik, hvor deltageren bl.a. lærer om brandforløb og røggasser, sikkerheds- og markeringsbestemmelser, tilrettelæggelse og afvikling af øvelser i overtændingscontainer samt om overtænding i brandhuse.

Instruktør i "Elementær brandbekæmpelse"

For at være instruktør i "Elementær brandbekæmpelse kræves en af følgende uddannelser:

  • "Funktionsuddannelse BRAND" og en uddannelse som "Hjælpeinstruktør"
  • Uddannelsen som "Førstehjælpsinstruktør" samt kurset "Elementær brandbekæmpelse - instruktør"
  • Uddannelse som "Holdleder" uden brandfaglig baggrund samt kurset "Elementær brandbekæmpelse - instruktør"

Kurset "Elementær brandbekæmpelse - instruktør" varer 1 dag og gennemføres på Bernstorff Slot, Beredskabsstyrelsens Center for Lederuddannelse med en vekslen mellem teori, praktik og rutinering.
Uddannelsen giver kompetence til at forestå uddannelsen i "Elementær brandbekæmpelse", der bl.a. er et led i befolkningsuddannelsen.

Indsatsleder

Forudsætninger for uddannelsen:

For at blive optaget på indsatslederuddannelsen skal man have gennemgået "Grunduddannelse BRAND" samt være uddannet som "Holdleder BRAND" eller "Holdleder REDNING".

Forkursus til Indsatsleder 1. del

Uddannelsen, der ikke er obligatorisk, gennemføres som 5 dages internatkursus ved Beredskabsstyrelsens Tekniske Skole i Tinglev som en vekslen mellem teori og øvelsesvirksomhed, hvor deltagerne bl.a. virker som indsatsledere. Uddannelsens emner forudsættes bekendt ved optagelsen på indsatsleder 1. del, og emnerne herfra vil indgå i praktiske øvelser og afsluttende prøver på den obligatoriske del.

Formålet med uddannelsen er at opdatere og øge deltagernes beredskabsfaglige viden og færdigheder på det operative område samt træne deltagerne i emner som befalingsteknik, situationsbedømmelse og indsættelse m.v. ved dagligdagens mindre indsatssituationer med henblik på, at deltagelse i Indsatsleder 1. del kan ske på et tilstrækkeligt fagligt og vidensmæssigt grundlag.

Indsatsleder 1. del

Uddannelsen, der er obligatorisk, gennemføres som 10 dages internatkursus ved Beredskabsstyrelsens Tekniske Skole i Tinglev som en vekslen mellem teori og øvelsesvirksomhed, hvor deltagerne bl.a. virker som indsatsledere.

Ved uddannelsens afslutning gennemføres en skriftlig og 2 mundtlige/praktiske prøver, der, såfremt kursusforløbet bedømmes gennemført på en tilfredsstillende måde og prøverne bestås, giver deltagerne adgang til at fungere som indsatsledere i 1 år, indtil den endelige godkendelse opnås ved gennemførelse og beståelse af Indsatsleder 2. del.

Formålet med uddannelsen er, at give deltagerne den viden og de færdigheder, der er nødvendige for, at de kan virke som indsatsledere under forhold, hvor det er nødvendigt at indsætte mere end et slukningstog.

Forkursus til Indsatsleder 2. del

Uddannelsen, der ikke er obligatorisk, gennemføres som 5 dages internatkursus på Bernstorff Slot, Beredskabsstyrelsens Center for Lederuddannelse som en vekslen mellem teori og øvelsesvirksomhed, hvor deltagerne bl.a. virker som indsatsledere. Uddannelsens emner forudses bekendt ved optagelsen på indsatsleder 2. del, og emnerne herfra vil indgå i praktiske øvelser og afsluttende prøver på den obligatoriske del.

Formålet med uddannelsen er at opdatere og øge deltagernes viden og færdigheder på administrative og operative områder som risikoanalyse, skadestedsjura, beredskabs- og mødeplaner, samt give deltagerne fornøden viden om indsats i forbindelse med naturkatastrofer, om forholdet til pressen m.v. med henblik på, at deltagelse i Indsatsleder 2. del kan ske på et tilstrækkeligt fagligt og vidensmæssigt grundlag.

Indsatsleder 2. del

Uddannelsen, der er obligatorisk, gennemføres som 5 dages internatkursus på Bernstorff Slot, Beredskabsstyrelsens Center for Lederuddannelse som en vekslen mellem teori og øvelsesvirksomhed, hvor deltagerne bl.a. virker som indsatsledere.

Ved uddannelsens afslutning gennemføres en mundtlig/praktiske prøve, der, såfremt den bestås, giver deltageren adgang til at fungere som indsatsledere.

Formålet med uddannelsen er, at give deltagerne den viden og de færdigheder, der er nødvendige for, at de kan virke som indsatsledere under alle former for indsats, herunder krise- og krigsforhold.

Indsatsledelse under krise- og krigsforhold behandles kun teoretisk, medens indsatsøvelser i stor skala ved fredstidshændelser giver den praktiske baggrund for at kunne virke som indsatsleder under disse ekstreme forhold.