Der findes følgende former for tilskud:
- undervisningstilskud
- lokaletilskud
- tilskud til debatskabende aktiviteter
Hvem kan søge tilskud?
Alle godkendte foreninger, som tilbyder folkeoplysende virksomhed efter kapitel 4 i folkeoplysningsloven, kan søge om tilskud til lønudgifter i forbindelse med undervisning, studiekredse og foredragsvirksomhed, hvortil der er knyttet deltagerbetaling.
10 % af det bevilgede tilskud skal anvendes til debatskabende aktiviteter. Debatskabende aktiviteter kan dog afregnes på andre udgiftstyper end lærer- og lederløn, se nedenfor.
Hvilken undervisning kan der søges tilskud til?
De foreninger, der tilbyder folkeoplysende voksenundervisning, har frit emnevalg, frit lærervalg og frit valg mellem tilrettelæggelsesformer inden for det tildelte tilskudstilsagn.
I bekendtgørelsen til folkeoplysningsloven er der dog oplyst en række emner (§ 3), der ikke kan udbydes med tilskud fra folkeoplysningsloven.
Det er den enkelte forening, der ved sin planlægning af undervisningstilbud har pligt til at sørge for, at man ikke - med tilskud - udbyder undervisning, studiekredse eller foredrag inden for de nævnte områder.
I tvivlstilfælde er det Kultur- og Folkeoplysningsudvalget, der afgør, hvorvidt en gennemført undervisning falder inden for lovens tilskudsområde.
Generelle regler
- Tilskud til undervisning skal som hovedregel anvendes på kurser afholdt inden for Odsherred Kommunes grænser, idet der dog ses bort fra enkelte ekskursioner eller lignende i forbindelse med et undervisningsforløb.
- Kultur- og Folkeoplysningsudvalget kan, når særlige forhold skønnes at gøre sig gældende, godkende, at undervisningen helt eller delvist afvikles uden for kommunen. Dette kræver udvalgets godkendelse i hvert enkelt tilfælde.
- Aftenskolerne har frit lærervalg og frit valg mellem tilrettelæggelsesformer.
- Aflønning af leder og lærere skal ske i henhold til det centralt fastsatte løncirkulære.
- Det er Kultur- og Folkeoplysningsudvalgets afgørelse, om den gennemførte virksomhed er i overensstemmelse med lovens krav og disse retningslinjer.
Hvornår og hvordan ansøger man om undervisningstilskud?
Ansøgningsfrist for tilskud til undervisning i det kommende tilskudsår (kalenderår) er omkring 1. november. Den nøjagtige dato oplyses af Kultur og Fritid.
Kultur og Fritid udsender ansøgningsmateriale til foreninger, der på ansøgningstidspunktet tilbyder voksenundervisning i kommunen. Nye foreninger kan få tilsendt materialet ved henvendelse til centret.
Der indrykkes annonce om ansøgningsfrist m.v. i de lokale ugeaviser samt på kommunens hjemmeside senest 14 dage før fristens udløb.
Tilsagn og tilskud for det kommende år vil tilgå ansøgerne primo december.
Fordeling af tilskud
Byrådet fastsætter en samlet budgetramme til folkeoplysende voksenundervisning. Der foretages ikke vægtning af tilskuddet efter emner eller aktiviteter.
Kommunens samlede tilskud til:
- almen undervisning og foredrag kan ikke overstige 1/3 af aftenskolernes samlede lønudgifter hertil
- handicapundervisning kan ikke overstige 8/9 af aftenskolernes lønudgift hertil
- instrumentalundervisning kan ikke overstige 5/7 af aftenskolernes samlede lønudgifter hertil
- løn til foredrag kan højest beregnes i forhold til 6 x lærerlønsatsen, og der anvendes samme afregningsbrøk som ved almen undervisning.
De særlige løntilskud til handicap- og instrumentalundervisning gælder kun for små hold med en maksimal holdstørrelse på 7 deltagere.
Ved blandede hold (undervisning af handicappede og ikke-handicappede sammen) kan deltagerantallet på et hold højst være 10 deltagere, hvoraf højest halvdelen er handicappede. Ved blandede hold opgøres lønsumstilskuddet forholdsmæssigt.
En deltager indgår i beregningen som handicappet, hvis den pågældende skriftligt over for foreningen har erklæret sig som handicappet i relation til undervisning i et konkret emne. Kultur- og Folkeoplysningsudvalget kan fravige kravet om erklæring, hvor det er åbenbart, at deltagerne er handicappede i relation til den konkrete undervisning.
Kultur- og Folkeoplysningsudvalget kan bede aftenskolen om at fremsende erklæringerne som dokumentation for det forhøjede tilskud.
Aftenskolerne skal på forlangende kunne oplyse navn, adresse og fødselsdato på de deltagere, der indgår i tilskudsberegningen. Sådan kontrol vil i almindelighed ske ved stikprøver.
Kultur- og Folkeoplysningsudvalget fordeler den afsatte beløbsramme til undervisning forholdsmæssigt til de ansøgende foreninger i henhold til kapitel 4 i folkeoplysningsloven samt de tilhørende paragraffer i folkeoplysningsbekendtgørelsen.
Tilskud fordeles på grundlag af de enkelte aftenskolers "maksimale løntilskud" det seneste år. Ved det seneste år forstås det år (1. januar-31. december), som er under afvikling på ansøgningstidspunktet. Ved ansøgningstidspunktet opgøres lønudgifterne for afholdt undervisning og tillægges de forventede lønudgifter for resten af tilskudsåret.
Som udgangspunkt anvendes det "maksimale løntilskud" ved fordelingen af tilskud for det kommende år.
Folkeoplysningsudvalget kan i særlige tilfælde foretage en regulering heraf, f.eks. for en aftenskole i kraftig vækst eller ved opdeling eller sammenlægning af aftenskoler.
Regulering kan ske på Kultur- og Folkeoplysningsudvalgets initiativ eller ved begrundet ansøgning fra en aftenskole i forbindelse med fremsendelse af ansøgning om tilskud for den kommende sæson.
Ved nye aftenskoler foretager Kultur- og Folkeoplysningsudvalget en konkret vurdering ud fra fremsendt ansøgning med relevante oplysninger.
Ansøgningen skal indeholde oplysninger om indeværende års lønudgifter fordelt på de forskellige tilrettelæggelsesformer. Hvis lønudbetalingen ikke sker via Odsherred Kommunes lønsystem, skal der på ansøgningen være påtegning fra aftenskolens revisor om, at de anførte lønoplysninger er korrekte.
Tilskud til debatskabende aktiviteter (10 %-puljen)
Af den samlede tildelte budgetramme skal hver forening afsætte 10 % til en særlig pulje, der skal anvendes til debatskabende aktiviteter.
For Odsherred Kommune gælder følgende retningslinjer for de debatskabende aktiviteter:
- De skal opfylde betingelserne i lovens formål
- De kan afregnes på andre udgiftstyper end løn
- Deltagerbetaling er ingen betingelse
- Der skal annonceres offentligt, og aktiviteterne skal være åbne for alle
- Et evt. overskud (ved entreindtægt m.v.) skal bruges inden for folkeoplysningslovens område
- Emnerne skal sættes ind i en bredere samfundsbetonet og helhedsorienteret ramme
- Emnerne skal rette sig mod brede målgrupper
- Emnerne skal være væsentlige, debatskabende og have interesse for fællesskabet
- Aktiviteten skal indeholde en struktureret debat, der inddrager deltagerne aktivt, og debatdelen skal indgå som en naturlig og væsentlig del af arrangementet
- Formålet må ikke være behandling, agitation, underholdning, valgkampagner (fagforeninger, partier m.v.), forkyndelse eller udbredelse af overtro, men der må gerne oplyses og skabes debat herom
- Man kan foregå i samarbejde med andre foreninger, organisationer, institutioner m.v.
- Alle udgifter skal som udgangspunkt kunne dokumenteres, dog vil administrationsudgifter, der ikke udgør over 10% af aktivitetens samlede udgift, kunne godkendes udokumenteret
- Annonceudgifter til den enkelte debatskabende aktivitet skal stå i rimeligt forhold til aktivitetens art og samlede udgift
- Lederlønninger i forbindelse med den enkelte debatskabende aktivitet må ikke overstige 15% af aktivitetens samlede udgift
- Hvis en debatskabende aktivitet afholdes uden eller med minimale udgifter til oplægsholdere eller debatskabere, skal de udokumenterede udgifter, lederaflønning og annonceudgifter stå i rimeligt forhold til udgifterne ved tilsvarende aktiviteter.
Puljen kan ikke anvendes til:
- befordring af deltagere
- forplejning og overnatning
- materiel, herunder handicapbetingede udgifter af blivende værdi
- entréudgifter for deltagerne
Regnskab og evaluering
Efter hvert gennemført arrangement, eller senest ved tilskudsperiodens afslutning aflægges der regnskab for hvert af de gennemførte debatskabende aktiviteter. Hvis aktiviteten gennemføres i samarbejde med andre initiativtagere, aflægger hver deltager særskilt regnskab for sin andel af udgifter m.v.
Sammen med regnskabet indsendes en kort redegørelse for aktiviteten med oplysning om, hvilken aktivitet det drejer sig om, hvordan den har været med til at fremme lovens debatskabende intentioner og endelig det skønnede antal deltagere.
Hvis aktiviteterne gennemføres i samarbejde med foreninger og organisationer, der ikke er omfattet af folkeoplysningsloven, er det den godkendte forening, der er ansvarlig for regnskabsaflæggelse og redegørelse for aktiviteten.
Eventuelle uforbrugte 10 %-puljemidler skal tilbagebetales ved tilskudsperiodens afslutning.
Mellemkommunale betalinger
Deltagerlister over deltagere fra andre kommuner skal som udgangspunkt fremsendes til forvaltningen ved holdenes afslutning. Kultur og Fritid kan dog melde en frist ud for en samlet fremsendelse af lister over deltagere fra andre kommuner.
Listerne skal indeholde oplysninger om deltagernes navn, adresse, personnummer, hjemkommune, holdets startdato, samlet timetal og om hvilken holdtype (almen-/instrumental-/handicapundervisning), det drejer sig om.
Lister til brug for indberetningen kan rekvireres hos Kultur og Fritid.
Udbetaling af tilskud
I henhold til folkeoplysningsloven skal kommunen varetage lønadministrationen for foreninger, der ikke er tilsluttet en landsorganisation. Odsherred Kommune tilbyder vederlagsfrit at varetage administrationen i forbindelse med aflønning af ledere og lærere for de foreninger, der ønsker det.
Undervisningstilskuddet (bevilling minus 10 %) til foreninger, hvor Odsherred Kommune forestår lønudbetalingen, indsættes på foreningens egen konto hos kommunen og anvendes til lønudbetaling.
Lønudbetalingen foretages på baggrund af indberetninger fra de enkelte foreninger efter nærmere aftale med HR og Personale.
Kultur og Frtid fremsender hver måned regning til aftenskolerne på deltagerandelen af leder- og lærerlønnen beregnet på baggrund af sidste måneds udbetalinger. Hvis betalingsfristen ikke overholdes, kan lønudbetalingen til foreningens leder og lærere stoppes.
Undervisningstilskud til foreninger, der selv forestår lønudbetalingen, udbetales ratevis forud. Udbetalingstidspunkt og antal rater aftales mellem den enkelte forening og forvaltningen.
Lokaletilskud
Hvis der ikke kan anvises egnet offentligt lokale til folkeoplysende voksenundervisning, kan der udbetales lokaletilskud til støtte for leje af lokaler eller driftsudgifterne ved eget lokale. Folkeoplysningsudvalget afgør om et kommunalt lokale er egnet eller ej.
Der er forlods godkendt 100 % lokaleleje til voksenundervisning i Lumsås Forsamlingshus, idet der ikke kan anvises offentlige lokaler i Lumsås.
Ansøgning om tilskudstilsagn til lokaletilskud fremsendes sammen med ansøgning om tilskud til undervisning mv.
Lokaletilskud til almindelige lokaler ydes med 75 % af driftsudgifterne, dog ikke til driftsudgifter ud over det maks-beløb, der henvises til i folkeoplysningsbekendtgørelsens § 18.
Lokaletilskud til andre lokaler, herunder faglokaler og haller, ydes med en fast sats pr. time, der fastsættes årligt af Folkeoplysningsudvalget i forbindelse med behandling af de indkomne ansøgninger.
Det samlede tilskud til lokaler kan ikke overstige den afsatte økonomiske ramme hertil.
Kultur- og Folkeoplysningsudvalget kan kræve, at lokalet skal godkendes til undervisningsbrug af den kommunale forvaltning, før tilskud kan udbetales.
Regnskab og revision
I henhold til folkeoplysningslovens § 29 skal tilskudsmodtageren aflægge regnskab for anvendelsen af tilskuddet, herunder dokumentation for deltagernes samlede egenbetaling.
Regnskabet skal underskrives af samtlige bestyrelsesmedlemmer og indsendes til Kultur og Fritid snarest muligt efter, at det er godkendt på foreningens generalforsamling.
Regnskabet revideres ved en af foreningen valgt revisor. Regnskab for større tilskud skal revideres ved registeret eller statsautoriseret revisor. Tilskud der overstiger 200.000 kr., er i Odsherred Kommune at regne som større tilskud.
Revision af regnskab skal ske i henhold til folkeoplysningslovens § 29 og folkeoplysningsbekendtgørelsen af 3. november 2000. Revision af større tilskud skal ske efter reglerne i §§ 32 til 38 i folkeoplysningsbekendtgørelsen. Revision af mindre tilskud skal ske efter reglerne i § 32, stk. 2, §§ 35 - 37 og § 38, stk. 4 i Folkeoplysningsbekendtgørelsen.
Dog kan foreninger, som modtager mere end kr. 200.000 i tilskud, og hvor Odsherred Kommune varetager lønudbetalingen, foretage revision efter reglerne for mindre tilskud.
Det reviderede regnskab skal forsynes med påtegning, hvoraf det fremgår, at regnskabet er i overensstemmelse med Folkeoplysningsloven og de regler, der er fastsat i medfør af loven.
Tilskud til undervisning m.v. skal tilbagebetales, hvis det ikke er anvendt i overensstemmelse med loven og de af Byrådet fastsatte regler. Tilbagebetaling skal endvidere ske, hvis tilskuddet ikke er forbrugt ved tilskudsperiodens afslutning.