Lokalsamfundet Odden på den nordvestligste spids af Sjælland går mod strømmen og får mulighed for et styrket videns- og informationsniveau gennem det skole- og folkebibliotek, som tirsdag den 27. oktober 2009 åbnede i en ny, opdateret udgave med en mangedobling af åbningstiden, nye udlånsmaterialer, internetadgang på pc-skærme og flere bibliotekartimer.
Åbent 43 timer
Fra at have åbent tre timer for offentligheden torsdag eftermiddag er biblioteket nu åbent hele 43 timer om ugen, og der er bibliotekar til rådighed tre timer både tirsdag, onsdag og torsdag.
Et samarbejde mellem Odden Skole og Odsherred Bibliotek, en engageret indsats fra personale begge steder og et tilskud fra Biblioteksstyrelsen på 175.000 kroner foruden fra bibliotek, kommune og skole har muliggjort det unikke tilbud.
Biblioteket er med 43 timers åbningstid det næst mest åbne af Odsherreds seks biblioteker. Selvbetjening og placeringen på skolen er en god del af opskriften på, at det er lykkes at etablere den nye biblioteksfilial.
Det hele menneske
Biblioteksleder John Larsen, Odsherred Bibliotek, fremhævede de nu langt bedre muligheder for at søge viden og dygtiggøre sig, lære om og af historien og i det hele taget søge at blive ”et helt menneske” ved åbningen, som foregik med deltagelse af alle skolens elever og borgere fra lokalsamfundet.
Skoleleder Ib Kristensen håber, mange både elever og borgere vil besøge, bruge og værne om biblioteket.
- Nu skal vi bare hæve overlæggeren og læse nogle flere bøger, sagde Ib Kristensen henvendt til eleverne.
En glædens dag
Kulturudvalgsformand Vagn Ytte Larsen kaldte det for en glædens dag og et eksempel til efterfølgelse.
- Jeg er utroligt glad for, at det kan lykkes at holde åbent i denne biblioteksfilial 43 timer om ugen, for de sidste seks-syv år er det gået den modsatte vej, og en tredjedel af de små biblioteker er blevet nedlagt rundt om i landet, sagde Vagn Ytte Larsen, der også er formand for Danmarks Biblioteksforening.
Borgere og elever tog da også godt imod det nye bibliotek i den gamle gymnastiksal. Eleverne gik straks ombord i søgning på internet, skakspil, gennemgang af musik- og dvd-samlingen og et kik på bogbestanden.
Nu også musik
- Det er rigtig godt, for før havde vi ikke musik-cd´er, sagde Emma Munch fra 5. klasse.
- Det er alle tiders. Det er vi mægtig glade for. Vi kan bestille bøger på nettet og komme her i åbningstiden og hente dem, sagde Jytte og Eilif Jensen, Havnebyen.
Alle eleverne i 0. til 6. klasse på Odden Skole har en time om ugen i skolebiblioteket, hvor de lærer at bruge biblioteket og kan låne materialer.
Men nu har de, som alle andre, fået mulighed for at bruge biblioteket også uden for skoletiden i de 43 timer ugentlige åbningstid.