I 2007 modtog Plejecentret Bakkegården i Hørve et brev fra Skifteretten, om at plejecentret var betænkt som arving efter Helga Jensen, Hørve.
Af testamentet fremgik det at:
”På Bakkegården har jeg haft mange dejlige og indholdsrige timer og oplevelser med beboere, personale og andre dagcenterbrugere. Som tak herfor ønsker jeg, at mine penge skal øremærkes til en ekstra fest, udover de fra kommunen planlagte arrangementer, for såvel personale som beboere på Bakkegården”.
Boet blev endeligt opgjort i 2008 til at være 236.000 kr. og disse penge har Bakkegården brugt på fest og fornøjelser i 2009, oplyser centerleder Søren Schytt.
Pengene er brugt til 3 fester. En fest for beboere og pårørende på plejecentret, hvor Bakkegårdens køkken lavede en festmenu og Five Tonys underholdt.
En fest for personale med ægtefæller/kærester i Vallekilde-Hørve Fritidscenter, hvor der blev danset til langt ud på natten til Stockcars.
Og endelig fredag den 27. november 2009 holdt vi den sidste fest for 122 dagcenterbrugere i Vallekilde-Hørve Fritidscenter, hvor en veloplagt Birthe Kjær & Gemalerne underholdt mellem hovedretten og desserten.
- Vi har sendt mange glade tanker til Helga Jensen. Det er dejligt, at hun har tænkt på os. Især i en tid, hvor vores budgetter ikke rummer plads til fest og fornøjelse. I alt 270 beboere, ansatte, pårørende og dagcenterbrugere har fået en glad aften for arven, og det er vi taknemmelig for, siger plejecenterleder Søren Schytt.