Alle nyhedsbreve fra Odsherred Byråd
Sagsfremstillinger og beslutninger på PolitikerWeb
Effektiviserer for 6,2 mio. kr.
En del af Odsherred Kommunes budget for 2010-2013 er kravet om effektiviseringer for 6,2 mio. kr. i 2010.
Byrådet har godkendt Direktionens oplæg til strategi, som blandt andet indeholder effektivisering på 3,5 mio.kr. gennem kommunens indkøb, omlægning af madproduktion på 0,6 mio.kr., ændrede arbejdsgange, digitalisering, øget brug af selvbetjeningsløsninger m.m.
Vagn Ytte Larsen, S, bemærkede, at der i alt i perioden skal findes effektivisering for 25 mio. kr., som vil lægge et stort pres på kommunens økonomi og svare til 3,2 % reduktion, hvoraf dele af beløbet i givet fald skal findes ved besparelser.
Arne Mikkelsen, SF, vendte sig imod uspecificerede besparelser og advarede mod regeringens krav om 0-vækst i kommunerne.
Flertal for anlægsprogram
Et flertal bestående af konstitueringspartierne S, SF og Dansk Folkeparti har godkendt et revideret lånefinansieret anlægsprogram for cirka 12 mio. kr.
Beløbet skal blandt andet bruges på forbedring af kommunevejene efter den strenge vinter, asfaltering over Sidinge Dæmning, nyt telefonanlæg i kommunen, indretning af lokale til tandlæge i Sundhedscentret, indretning af lokaler til hjemmeplejen i Asnæs og afhjælpning af to arbejdstilsynspåbud: lydproblemer på biblioteket Aksen i Asnæs samt renovering af børnehaven Gåsegraven i Rørvig.
Venstre havde forslået indretning af bibliotek, medborgerhus og daginstitution i det nedlagte ældrecenter Møllebakken i Rørvig.
Ny vej fra Anneberg Stræde
Byrådet har bevilget en halv mio. kr. til ekspropriation af den nye vej fra Anneberg Stræde til et nyt boligområde nord for Annebergparken i Nykøbing, som ejeren nu vil udstykke.
Formand for Miljø- og Klimaudvalget Annelis Stamm, SF, sagde, at hun i princippet var imod vejadgangen for at bevare det kulturhistoriske miljø i Anneberg Stræde, og at stiadgang langs vejen måtte vente.
Plan for station godkendt
En ny busterminal øst for stationen i Nykøbing og plads til butikker, boliger og liberalt erhverv samt café og butikker vest for stationen er hovedindholdet i den principbeslutning, et byrådsflertal har godkendt.
Baggrunden er en henvendelse fra Rema om etablering af dagligvarebutik, hvor busholdepladsen findes i dag. For stemte S, SF, DF og imod V, K og Odsherred-Listen, som hellere havde set ansøgerens ønsker imødekommet og forslaget genbehandlet i Miljø- og Klimaudvalget.
– Vi har haft borgermøder og haft arkitektfirma til at udarbejde en helhedsplan. Alle har været enige, og nu vender man rundt og synes stationsbygningen er bevaringsværdig, sagde Henrik Jensen, K.
Hanne Pigonska, V, mente, at flertallet med sin beslutning sagde nej til udvikling i byen.
Specialskole i Nr. Asmindrup
Når den nuværende folkeskole i Nr. Asmindrup ophører med udgangen af dette skoleår, kan en specialskole for elever med blandt andet ADHD og ASF placeres i skolebygningen. Det vedtog et næsten enigt byråd på nær Steen Friis, Odsherreds-Listen.
En alternativ placering på det tidligere plejecenter Ellingebjerg i Højby har været undersøgt, men det vil koste op mod 30 mio. kr. at indrette specialskole her.
Ny aftale om turisme
Byrådet har godkendt en fireårig driftsoverenskomst med Visit Odsherred (Odsherred Turistbureau). Aftalen indeholder blandt andet fokus på helårsturisme og projekter til udvikling af denne og understøttelse af turistpolitikken.
VisitOdsherred har i alt en årlig omsætning på 17 millioner kroner, og et driftsbudget på 5,6 mill kr. Det kommunale basisbidrag udgør 28,9% af det samlede driftsbudget med godt 1,6 mio. kr. i hvert af årene 2011-2014.
Affaldsplan på plads
Efter otte ugers høring har Byrådet godkendt kommunens affaldsplan for 2009 til 2012.
Ordningen med avisindsamling skal snarest evalueres, og fra nytår har virksomheder også haft adgang til de kommunale genbrugspladser.
Mulighed for indsamling af glas og flasker skal undersøges i perioden.
Mindedes borgmester
Tidligere borgmester i Nykøbing-Rørvig Kommune, Henry Jakobsen, Rørvig, der døde fredag den 26. marts 2010, 86 år, blev mindet med et minuts stilhed inden byrådsmødet.
Byrådet holder næste møde tirsdag den 27. april 2010 kl. 18.30 i Byrådssalen i Administrationscentret, Fårevejle.