Kulturgruppen, som er den politiske styregruppe i samarbejdet mellem de 8 kommuner i
Kulturregion Midt- og Vestsjælland, har netop valgt nyt formandskab.
Byrådsmedlem i Odsherred,
Hanne Pigonska, V, Nykøbing, som også er formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, er ny formand for Kulturgruppen efter Per Rasmussen, Holbæk. Anita Skjoldager, Sorø, overtager næstformandsposten efter Hanne Pigonska.
- Jeg er mægtig glad for at vi i Odsherred kan være med til fortsat at udvikle de kulturelle tilbud på Midt- og Vestsjælland. Det er et gensidigt inspirerende og udviklende kultursamarbejde, vi har haft igennem en årrække, og som vi håber kan fortsætte med en ny kulturaftale, som skal gælde fra næste år, siger Hanne Pigonska.
2.375.000 kroner fra Kulturpuljen under Kulturministeriet er blevet fordelt på en række nye projekter i kulturregionen efter ansøgning og vurdering i Kulturministeriet og godkendelse af kulturministeren.
På mødet blev det endvidere besluttet at yde tilskud på 88.000 kr. til kunstnerisk arbejdende amatørteater. Tilskuddet deles mellem Teatergruppen ”De Slagfaste”, Roskilde og Teatret Handsken i Kalundborg. ”Fortællinger i Lejre” blev bevilget et tilskud på 50.000 kr. til en refusionsordning, der skal bringe fortællinger ud på biblioteker, daginstitutioner og plejehjem i de 8 kommuner, der deltager i samarbejdet i Kulturregionen.
De knap 2,4 mio. kulturkroner er fordelt til Guldagergaard Keramik Center i Skælskør, der får 525.000 kr. i 2010 med den begrundelse, at projektet bl.a. har fokus på kulturpolitiske pejlemærker.
”Production in Residence” på Sølyst i Jyderup får 400.000 kr., Bandakademiet i Roskilde, 600.000 kr., International Musikfestival, 250.000 kr., og Aktiviteter med fortællingen i centrum, Lejre, 600.000 kr.