Få svar når DU har tid
Pladsanvisning: Opskrivning, friplads m.m.
NemID - ét login til det hele
Kontakt RSS A-Å Sitemap Tekstversion Forstør tekst Formindsk tekst Få siden læst op Udskriv Søg

27. april 2010

Alle nyhedsbreve fra Odsherred Byråd

Sagsfremstillinger og beslutninger på PolitikerWeb

Tengslemark Børnehave som specialinstitution

Med et flertal på 15 for (S, DF, SF) og 10 imod (V, K, Odsherreds-Listen) besluttede byrådet, at Tengslemark Børnehave fremover bliver en specialinstitution for børn med blandt andet ADHD og autisme og at børn i den nuværende almindelige børnehave flyttes til andre børnehaver efter forældrenes ønsker.

Baggrunden er det faldende børnetal i ”normalafdelingen” og et behov for at udvide på specialområdet samt krav om budgetreduktion på en halv mio. kr. i 2010. Venstre havde stillet forslag om at bevare normalafdelingen, men det fandt ikke flertal.

Forud er gået en et år lang behandling i udvalg og høring hos MED-udvalg og andre daginstitutioner. Vagn Ytte Larsen, S, påpegede, at institutionen nu får mulighed for at opnå en yderligere særlig ekspertise på specialområdet. Steen Friis, Odsherred-Listen og Niels Nicolaisen, V, kaldte den blandede institution for ”et fyrtårn”, som det er værd at bevare.

Michael Kjeldgaard, S, mindede om, at syv øvrige institutioner er mildt specialiserede og dermed også kan tage imod børn med særlige behov. Hanne Pigonska, V, slog til lyd for, at ved at reducere i åbningstiden kunne man have bevaret mangfoldigheden.

Mange forældre overværede byrådets behandling af sagen.

Frit lokalt valg af rengøring

Den oprindelige plan om udbud af rengøringsopgaven i kommunale bygninger i totalentreprise og i de seks lokale distrikter er fejet af bordet af et flertal på 15 bestående af S, DF og SF, mens V, K og OL undlod at stemme. I stedet får de nyligt decentraliserede distrikter selv mulighed for at organisere rengøringen, enten ved at bevare den nuværende rengøring, gå sammen eller eventuelt indhente bud fra en leverandør, godkendt af de EU gennem den kommunale indkøbsorganisation SKI.

Morten Egeskov, V, sagde, at Venstre ville fastholde budgetaftalens ordlyd om udbud af rengøring efter decentraliseringen, men at der skulle være tale om valgfrihed, og han havde svært ved at se forskellen mellem dette forslag og flertallets.

Arne Mikkelsen, SF, udtrykte håb om, at man lokalt fandt løsninger uden udbud, mens Steen Egede Jensen, DF, forventede, at man også lokalt vil udnytte stordriftsfordele.

Gymnasium slipper for grundskyld

Odsherreds Gymnasium i Asnæs skal ikke betale grundskyld til kommunen, efter at gymnasiet fra nytår har købt bygningerne af staten.

Det besluttede byrådet i enighed med den forudsætning, at der ikke hermed skabes en præcedens, da andre institutioner m. v. også har ansøgt herom.

Tina Raahage, S, sagde, at beslutningen var vigtig og understøttede Asnæs som uddannelsesby og byrådets ønsker om at hæve uddannelsesniveauet i kommunen generelt og fremhævede, at gymnasiet fungerede rigtig godt med det højeste karaktergennemsnit i Vestsjælland.

Odsherred bliver klimakommune

En reduktion af CO2-udledningen på minimum to procent om året gennem løbende energioptimering i kommunale institutioner og udarbejdelse af en klimahandleplan er blandt elementerne i den aftale om at være klimakommune ud fra Danmarks Naturfredningsforenings koncept, som byrådet i enighed har tilsluttet sig.

Klimastrategien koster 300.000 kroner, og beløbet tages fra det afsatte budget til en Blå Flag station med oplevelsescenter på Nykøbing Havn, da denne ikke kan realiseres i år.

P-kontrol også på fortove

Fremover må man ikke parkere på fortove i kommunen, har flertallet på 15 (S, SF, og DF) besluttet, mens V, K og OL stemte imod. Morten Egeskov, V, spurgte, om man havde overvejet, om forbuddet også vil gælde parkering på brede græsarealer.

Formand for Miljø- og Klimaudvalget Annelis Stamm, SF, begrundede ordningen med at skabe bedre tilgængelighed for barnevogne, kørestole og rollatorer. Henrik Jensen, K, fandt, at det ville give problemer på nogle boligveje. P-kontrollen foregår i princippet over alt i kommunen, dog er det kun i Nykøbing, der er tidsbegrænset parkering.

Sidste år gav p-vagtordningen et underskud på 100.000 kroner på grund af en p-vagts barsel.

Låner 47 mio. kr. i schweizerfranc

Kommunen sparer over 3 % i rente ved at optage et lån med 25 års varighed i schweizerfranc til en rente på 0,85 %. Lånet er på knap 47 mio. kr. og skal anvendes til finansiering af anlægsudgifter m.v. i 2010.

Kommunens samlede låneportefølje er på 360 mio. kr., som nu omlægges til færre lån med lavere renter.

Frigiver beløb til nyt magasin

Et nyt fælleskommunalt museumsmagasin til opbevaring af museumsgenstande for eftertiden skal fra onsdag den 28. april 2010 opføres i Ugerløse. Magasinet koster i alt 18 mio. kr. og opføres af fem kommuner i fællesskab.

Odsherreds andel er 2,5 mio. kr., som byrådet har godkendt frigivet. Formand for den selvejende institution Fælles Museumsmagasin i Kulturregion Midt- og Vestsjælland, Helge Fredslund, V, kaldte det for et særdeles fornuftigt tværkommunalt projekt med en fornuftig driftsudgift og mange tilskudsmuligheder.

Nyt slidlag for 1,8 mio. kr.

Kommunen indgik i 2007 aftale med vejfirmaet Colas Danmark A/S om vedligeholdelse af de kommunale veje over 15 år til en samlet sum af 50 mio. kr. eller 3,3 mio. kr. om året. I 2010 er afsat 1,8 mio. kr. til formålet, som byrådet nu har frigivet.

Penge til ny gadebelysning

En kvart mio. kr. har byrådet frigivet til drift og vedligehold af den offentlige gadebelysning, som kommunen har indgået en 20-årig aftale med SEAS-NVE om.

Flytter tankstation

Super-Brugsen Højby kan flytte sit OK-benzinanlæg til den anden side af Nyvej i Højby som følge af lokalplanforslag 2010-27 for Højby Centerområde, som byrådet har godkendt og som sendes i offentlig høring.

Indsats for at skabe jobs

Der er udarbejdet en handlingsplan for beskæftigelsesområdet i kommunen, og byrådet fik en orientering om den igangværende indsats. På kontanthjælpsområdet skal der etableres 100 ekstraordinære pladser til aktivering i kommunen fra maj.

Der etableres en række opgaver inden for strandrensning, pleje af stier og kultur- og fortidsminder i samarbejde med turistkontoret, og et forslag fra Helge Fredslund, V, om at gøre kommunen pænere inden turistsæsonen vil også indgå i handleplanen.

Som følge af den øgede vintertjeneste efter den lange vinter er mandskabet i Park og Vej nemlig sendt på afspadsering, og pleje af grønne arealer er derfor stærkt nedsat. Også inden for aktivering og førtidspension er der skærpet opmærksomhed blandt andet for at sikre den kommunale refusion og rettidige indsats.

Valgt til bestyrelse for VUC

Lis Ingemann, S, er valgt af Odsherred Byråd til at indtræde i bestyrelsen for Voksen Undervisnings Center Vestsjælland Nord i denne byrådsperiode.

Handicapråd på plads

Handicaprådet i Odsherred er nu på plads med det femte medlem, Nina M. Hansen fra foreningen Huskeren efter annoncering. Fire andre medlemmer er udpeget af DSI og fem af byrådet.

Integrationsråd godkendt

Medlemmerne af Integrationsrådet for denne valgperiode er nu godkendt i byrådet. Nancy Sørensen, der er byrådsmedlem og medlem af rådet, orienterede om den første meget aktive periode med en god dialog og samarbejde med kommunen.

Rådet har for anden gang holdt en mangfoldighedskonference med påskønnelse til en lokal virksomhed for integration af flygtninge og kaldte Integrationsrådet for et af de bedst fungerende i landet.

Byrådet holder næste møde tirsdag den 25. maj 2010 kl. 18.30 i Byrådssalen i Administrationscentret, Fårevejle.



Find
Find afdeling

Telefonbog


Andre kommunale hjemmesider
Vidste du?
Logo til SvarParat.nu
Vidste du, at du nu kan finde svar på dine spørgsmål døgnet rundt på SvarParat.nu?
Abonnér på denne side