Alle nyhedsbreve fra Odsherred Byråd
Sagsfremstillinger og beslutninger på PolitikerWeb
Græsrabatter bliver slået
Visse steder har det grønne græs fået lov at gro så meget i rabatter ved vejene, at det ikke bare ser grimt ud, men også er til gene og fare for cyklisterne.
Borgmester Thomas Adelskov har derfor bedt Park og Vej slå græsset ved kantstenene de mest betrængte steder. Udgiften finansieres af et beløb på 190.000 kroner til turistaktiviteter m. v., oplyste borgmesteren.
Taxa med nyt takstblad og tv-overvågning
Odsherreds taxier har fået godkendt et nyt maksimaltakstblad, men har samtidig søgt om fritagelse for tv-overvågning i vognene. Det første har byrådet imødekommet, det sidste er ikke imødekommet af hensyn til chaufførernes sikkerhed og lovkrav.
Venstre, konservative og Odsherredlisten stillede et ændringsforslag om, at såfremt over halvdelen af taxakørselen var bestilt kørsel ifølge en kontrakt, kunne der dispenseres fra kravet om tv-overvågning. Forslaget fik partiernes egne 10 stemmer og faldt.
Video på Bobjergskolen
Tyveknægte, hærværksfolk og andre ubudne gæster bliver fremover filmet gennem et nyt videoovervågningsudstyr, som installeres på Bobjergskolen i Asnæs. Skolen har været meget plaget af indbrud og tyveri. Byrådet har derfor i enighed godkendt en bevilling på 750.000 kroner til indkøb og opsætning af videoovervågning i en høj kvalitet.
Formand for Børn- og Uddannelsesudvalget Hanne Pigonska, V, sagde, at det desværre muligvis kun var den første i rækken af skoler og institutioner, som på grund af indbrud, hærværk og tyveri, måtte søge om videoovervågning.
8 boliger uden sti over kirkegård
Roskilde Stift har nedlagt veto mod etablering af stiadgang mellem Bakkekammen og Møllevej i Vig, fordi stien passerer kirkens jord.
Lokalplan 2010-30 blev derfor endelig godkendt uden denne stiadgang, men med mulighed for etablering af op til otte boliger i 1 og 2 etage på den tidligere præstegårdsjord.
Formand for Miljø- og Klimaudvalget Annelis Stamm, SF, betonede, at der generelt ved fremtidige lokalplaner med boligområder skal indpasses stier i områderne.
Finn Halberg, V, glædede sig til gengæld over den manglende stiadgang i Vig - ”det er godt med forbindelse til de højere magter”, tilføjede han
10 nye boliger i Højby
10 fritliggende enfamiliehuse kan nu etableres på Nyrupvej i Højby med kik til Højby Sø. Et dige til naboejendommen flyttes og retableres. Lokalplan 2010-33 for boligområdet er dermed godkendt i byrådet og kan offentliggøres.
Galleri på Strandlystvej
En sommerhusejendom på Strandlystvej 34 på Vig Lyng er med byrådets godkendelse nu tilbageført fra sommerhusområde til landzone, idet ejeren ønsker at indrette et galleri på ejendommen.
Ny vej fra Anneberg Stræde
En vejadgang fra Anneberg Stræde til det kommende boligområde nord for Annebergparken i Nykøbing kan nu etableres efter byrådets godkendelse af ekspropriation og erstatningssum for anlæg af vejen vest for et gærde mellem to marker.
Erstatningen er anslået til 234.000 kroner, men bliver formentlig mindre, mens erstatningen for tabt jagtret er fastsat til 210.000 kroner.
Kloakering ved Hørve
Byrådet har godkendt ekspropriation med erstatning for kloakering af Hørve Kanalvej øst, Fjordvej samt del af Grevinge Kanalvej. Erstatningen udgør i alt 312.000 kroner. Odsherred Spildevand A/S forestår erstatningerne.
Nyt tag på Højbygård
Højbygård, som er et af Jobcentrets aktiveringstilbud, skal have nyt tag efter der er konstateret vandindtrængning og risiko for svampeskader i trækonstruktionen.
Byrådet har godkendt en bevilling på en halv mio. kr. til formålet, og beløbet er afsat i kommunens budget.
Ros til rapport om arbejdsmiljø
Der var ros til arbejdsmiljøkonsulent Birte Friis Skytte for en veludført årsrapport for Arbejdsmiljø og Risikostyring i Odsherred Kommune i 2009 fra flere byrådsmedlemmer. Antallet af anmeldte arbejdsskader er ikke unormalt i forhold til landsgennemsnittet og ligger ret stabilt. Der har været anmeldt 140 arbejdsskader, hvoraf de 41 medførte sygefravær.
Et kommende køreteknisk kursus skal afhjælpe en del bilskader i hjemmeplejen. Der er også fokus på konflikthåndtering, forebyggelse af indbrud, personforflytninger og det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.
Næste byrådsmøde holdes tirsdag den 31. august 2010 kl. 18.30 i byrådssalen, Administrationscenter Fårevejle.