En landsdækkende kampagne fra Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og kommunerne sætter i uge 32-35 fokus på de nye skolebørns sikkerhed i trafikken.
Det kræver det masser af øvelse at lære at komme sikkert til og fra skole, og de bedste rollemodeller for børnene er deres forældre. Sammen med skolen og kommunen er deres træning med til at gøre skolevejen sikker for de små skolebørn.
- I kommunen har vi løbende fokus på at gøre skolevejen mere sikker. Og her spiller forældrene en vigtig rolle. Vi ved, at det er en udfordring for forældre at lære deres børn at klare sig sikkert i trafikken.
For at støtte op om indsatsen er vi med i kampagnen ”Pas på de små i trafikken”, så børnene kan komme sikkert til og fra skole, siger Jane Heuser fra Odsherred kommune.
Børn kopierer forældrene
Politiet vil i løbet af de første uger af det nye skoleår være til stede med kontrol ved mange af landets skoler. Det er nødvendigt for at få bilisterne til at køre ordentligt og holde ekstra øje med de mange nye børn i trafikken.
Men kontrol gør det ikke alene. Det allervigtigste er, at forældrene bruger tid på at lære børnene, hvordan de kommer sikkert gennem trafikken.
- Børn bliver gode trafikanter ved at færdes i trafikken, og ved at forældrene går foran som gode eksempler. Kampagnen ”Pas på de små i trafikken” opfordrer forældre til at tage børn i hånden og gå ud i trafikken og øve at komme sikkert til og fra skole.
- Hvis man ikke træner med børnene og bare kører dem i bil til skole, så lærer de ikke, at se sig for i trafikken, siger Katrine Formann Røjel, projektleder i Rådet for Sikker Trafik. Hun har en række gode råd til forældrene.
Gode råd til forældrene
- Træn skolevejen med børnene: børnene lærer, hvordan de ser sig for etc. hvis de ser, hvordan forældrene gør.
- Vælg den sikreste vej til skole – ikke den hurtigste.
- Husk cykelhjelm, når I cykler – både til små og store.
- Vær en god rollemodel for dine børn: stop ved rødt, se dig for, husk hjelm. Med andre ord: overhold reglerne.
- Husk at børn ikke har samme udsyn som voksne. Sæt dig på hug og i øjenhøjde med børnene og fornem, hvor lidt de egentlig kan se, når I f.eks. skal krydse en vej.
Find flere tips og gode råd på www.sikkertrafik.dk/skolestart.
På sikkertrafik.dk kan du også læse om Børnenes Trafikklub, som gennem træningshæfter og medlemspakker gør trafiktræning for de 3-6-årige sjov og konkret.
Gratis materiale til børn og forældre
Et samarbejde mellem Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden har gjort det muligt at give skolerne gratis materialer, som de kan dele ud - et hæfte med gode råd til forældrene og en opgavebog til børnene.
Om kampagnen
Kampagnen ”Pas på de små i trafikken” er udviklet i samarbejde mellem kommunerne, De Regionale Færdselssikkerhedsudvalg, politiet, TrygFonden og Rådet for Sikker Trafik.